Lejebetingelser

Aftalens indgåelse:

Lejeaftalen er indgået når lejer og udlejer har underskrevet lejeaftalen, eller udlejer har bekræftet lejers ordre. Ordrebekræftelsen betragtes som modtaget af lejer, hvis ikke lejer senest 3 dage efter lejers afgivelse af ordre meddeler udlejer, at lejer ikke har modtaget ordrebekræftelsen. Det er ikke muligt at ændre ordren senere end 30 dage før leveringsdato. Ændringer skal ske skriftligt pr. e-mail.

Betaling

Lejen erlægges kontant ved modtagelse eller på konto 7 dage før modtagelse.
Der modtages IKKE dankort eller mobilepay.
En solgt vare tilhører Korgaard Udlejning til det fulde beløb er betalt. Skal udlejer fremsende faktura til lejer pr. post opkræves lejer et faktureringsgebyr. Ved for sen betaling pålægges 2 % i rente pr. påbegyndt måned. Rykkergebyrer og inkassogebyrer vil blive opkrævet i overensstemmelse med den til enhver tid gældende lovgivning.
Indbetalt depositum betales ikke retur ved aflysning af arrangementet. Ved ændring af eller aflysning af ordre senere end 30 dage før aftalt levering, opkræves lejer det fulde beløb i henhold til den oprindelige ordre. Der tages forbehold for prisændringer samt fejl i prislisten.

Brugen af det lejede:

Såfremt andet ikke er skriftligt aftalt kan lejer alene gøre brug af det lejede én gang i løbet af lejeperioden. Det er ikke tilladt lejer at videreudleje eller udlåne det lejede til andre. Det påhviler lejer at fremskaffe de nødvendige tilladelser for det lejedes opstilling og drift i henhold til brandlovgivningen eller anden lovgivning. Lejer forpligter sig til at gennemgå informationer og vejledninger før ibrugtagningen af det lejede.
Brugsanvisninger udleveres ved levering.

Lejers ansvar:

Lejer er ansvarlig for enhver hændelig skade, forringelse eller undergang af det lejede når dette er overgivet til eller leveret hos lejer. Lejer er endvidere ansvarlig for enhver skade der måtte opstå ved ikke korrekt brug af det lejede..
Lejer er ansvarlig for overbelastning af det lejede. Det påhviler lejer at holde det lejede forsikret mod brand, tyveri og hærværk. Beskadigelse af udstyr frigør ikke lejer for dennes forpligtigelser i henhold til lejeaftalen. Det lejede erstattes til fuld nyværdi.
Såfremt reparation kan udføres sker dette på udlejers foranstaltning, men for lejers regning. Lejer skal holde udlejer skadesløs for ethvert krav der måtte blive rejst mod udlejer.

Levering / afhentning:

Udlejer fastsætter den endelige leveringsdato 5 dage før brugsdato. Den endelige leveringsdato kan ændres efter meddelelse til lejer.
Lejer gøres opmærksom på at levering kan ske flere dage før brugsdatoen.
Det lejede skal tælles op af lejer straks efter modtagelse. Udlejer forbeholder sig ret til, at nægte opstilling og levering af det lejede såfremt dette efter en faglig vurdering må anses for uforsvarligt af hensyn til vind, vejr eller anden form for hindring på det aftalte leveringstidspunkt, samt på det aftalte leveringstidspunkt forventede hindringer i lejeperioden.
Nægtes levering i henhold til foranstående, er udlejer ikke ansvarlig for tab som lejer måtte pådrage sig i denne forbindelse, og lejer frigøres ikke for sin forpligtigelse i henhold til kontrakten. Lejer vil i foranstående tilfælde således blive opkrævet betaling af det fulde beløb. Udlejers transportpris er baseret på kollektiv transport inklusiv aflæsning i stueplan med max. 5 meters bæreafstand fra aflæsningsbilen. Etage op/nedbæring, lange gåafstande med videre er ikke inkluderet i den normale transportpris. Et trin udgør en meter.
Såfremt kunden selv forestår transporten af det lejede skal dette ske i lukket bil eller en ren og lukket trailer. Såfremt lejer ikke opfylder denne betingelse kan udlejer nægte udlevering. Det er lejers pligt at kontroller om alle de bestilte varer også er der. Udlejer efterlevere ikke ved en sådan mangel.
Hvis lejer anvender udlejers trailer er det lejers pligt at undersøge om traileren opfylder færdselslovens krav. Lider traileren skade påhviler det lejer at betale for transporten til udlejer – såfremt traileren ikke kan transporteres lovligt efter bilen. Det er lejers pligt at sørge for at lejer har de nødvendige papirer og kørekort til lovligt at køre med traileren.
Alle trailere er monteret med en kopi af registreringsattesten. Der opkræves et forsikringsgebyr på kr. 105,00, som tillægges lejeprisen. Ved skade på traileren vil lejer blive opkrævet selvrisiko på kr. 5.000,00. Udlejers trailer må ikke anvendes til andet end transport af den pågældende udlejningsgenstand. Lejer er ansvarlig for skader opstået i forbindelse med lejers transport af det lejede – herunder for skade opstået i en af lejer bestilt transportørs varetægt.
Hvis udlejer skal stille det lejede inde i hus, garage og lignende er udlejer ikke ansvarlig for eventuelle skrammer og skader på ejendom og inventar.

Returnering

Hvis udlejer ikke modtager det udlejede materiale retur rettidigt kan udlejer opkræve ekstra leje. Såfremt det lejede ikke leveres tilbage til udlejer er lejer forpligtiget til at erstatte dette til fuld nyværdi. For sent tilbageleverede lejegenstande krediteres alene i udlejers erstatningskrav inden for 10 dage fra den aftalte returneringsdato. Herefter er udlejer ikke forpligtet til at kreditere for lejers tilbagelevering. Lejer har ikke tilbageholdelsesret i det lejede for noget krav lejer måtte have på udlejer.

Reklamationer

Alt lejet udstyr leveres mangelfrit og i pæn og rengjort stand. Såfremt lejer ikke mener at udstyret ved levering opfylder disse betingelser skal lejer reklamere ved modtagelsen og senest inden ibrugtagning af det lejede.
Ved weekendleje skal udlejer have modtaget lejers reklamation senest fredag kl. 14.00 – såfremt lejer fremsætter krav om efter levering eller omlevering. Hvis lejer ikke, inden brugen af det lejede, har gjort udlejer opmærksom på fejl og mangler betragtes materialet som modtaget i fejlfri stand.
Reklamationer efter brugen af det lejede anerkendes ikke.
Lejer opfordres til at undersøge det lejede herunder foretage en optælling – idet indsigelser vedrørende antallet af genstande som lejer har lejet, ikke anerkendes efter lejers brug. I tilfælde af fejl eller mangler kan udlejer ikke gøres ansvarlig for et større beløb end hvad der svarer til den aftalte leje.

Øvrige bestemmelser:

Alle udlejningsartikler som kræver godkendelse er godkendt af Teknologisk Institut. Returnerer lejer ved tilbagelevering af det lejede effekter som tilhører lejer eller dennes brugere – opbevarer udlejer dette på lager i 1 måned efter tilbagelevering. Effekterne kan afhentes på udlejers adresse. Fremsendelse til lejer sker efter fremsat ønske og mod betaling af porto og emballage. Eventuelle tvister mellem parterne afgøres i udlejers retskreds.

Særlige betingelser:

Stole:
Stole returneres i rengjort stand hvis ikke andet er aftalt. Stole uden polstring rengøres på sæder for diverse pletter og benene tørres af. Stole med polstring rengøres på sæder for diverse pletter og benene tørres af.
Udlejer sørger for rengøring af mindre rødvinspletter og lignende på stole med polstring.
Hvis polstringen/stolen er ødelagt – herunder som følge af brandmærker, madrester og lignende kan udlejer opkræve lejer for erstatning af det ødelagte. Afleverer lejer ikke stolene i rengjort stand, kan udlejer opkræve lejer et rengøringsgebyr på samtlige stole. Udlejer er ikke ansvarlig for skader som brugen af stolene måtte have forårsaget på lejers gulve.

Borde:
Bordene skal afleveres i rengjort stand hvis ikke andet er aftalt. Bordene afvaskes efter endt leje. Er bordene ikke afvasket ved aflevering kan udlejer pålægge lejer et rengøringsgebyr..

Lejers brug af borde:
Fyrfadslys må ikke stå direkte på bordene. Det er forbudt at anvende klammer, tegnestifter, søm og lignende på bordene. Tape skal fjernes inden tilbagelevering. Ved brug af farvet bordpapir skal der lægges plastik mellem bordet og bordpapiret så bordet ikke tager farve. Lejer vil blive opkrævet ompakningsgebyr hvis udlejer skal omstable bordene ved afhentningen. Udlejer er ikke ansvarlig for skader som bordene og brugen af bordene måtte have forårsaget på lejers gulve.

Telt:
Udlejer leverer og hjælper med at opstille teltet, hvis andet ikke er aftalt. Alle telte er certificeret efter gældende lovgivning.
Der skal være fri adgang for bilen til at køre direkte til opstillingsstedet. Er der ikke fri adgang for lastbilen pålægges et ekstra transportgebyr. Udlejer er ikke ansvarlig for eventuel forsinkelse som følge heraf.
Lejer anviser stedet hvor teltet skal stå. Er lejer ikke tilstede opstilles teltet med placering i henhold til udlejers vurdering. Pladsen skal være ryddet for diverse ting og være klar til opstilling af teltet. Således skal hundeefterladenskaber og lignende være fjernet før opstilling. Teltet skal kunne fastgøres til underlaget med pløkker. Udlejer har ingen ansvar for eventuelle skader på strømførende kabler gas- og vandledning, telefon, lyslederkabel eller andet der måtte være nedgravet. Pløkkerne kan være op til 120 cm lange. Eventuel reetablering af asfalt eller flisebelægning, græsarealer med videre påhviler alene lejer.
Hvis der skal bruges betonklodser til fortøjning af teltet bliver lejer faktureret særskilt herfor.
Lejer forpligter sig til at eftergå alle pløkker og barduner 2 gange om dagen og eventuelt stramme disse om nødvendig.
Teltet må ikke flyttes og siderne må ikke tages af. Dørene skal være lukkede når teltet forlades.
Der må ikke grilles eller laves mad i teltet. Tape og andet der kan klistre må ikke påsættes teltdugen.
Flag og andet papir, der kan smitte af, må ikke hænges så det rører ved teltdugen.
Der må ikke anvendes åben ild eller fyrværkeri i eller i nærheden af teltet. Elpære og anden varmekilde må ikke røre ved teltdugen. Udlejer kan ikke gøres ansvarlig for skade på ting som måtte stå i eller omkring teltet ved nedtagning.
Hvis udlejer skal bærer teltdele igennem hus, garage og lignende er udlejer ikke ansvarlig for eventuelle skrammer og skader på ejendom og inventar.

Gulve:
Underlaget skal være jævnt og plant. Underlaget opklodses ikke af udlejer og følger derfor underlaget. Udlejer kan ikke gøres ansvarlig for kvaliteten af det færdiglagte gulv. Gulvet kan ikke forventes at være rent ved levering. Lejer må selv sørge for rengøring af gulvet før brug hvis dette anses for nødvendigt. Lejer skal rengøre gulvet inden afhentning eller aflevering af gulv.

Tilbehør:
Ødelæggelse eller anden form for skade på Soundboks, betaler lejer. Bliver den væk eller stjålet eller lign, erstattes en ny fra lejer.